Louise's tanker

Louise's tanker

Louise

Jeg har stadig et ur med visere, så en blog er et stort skridt ind i det 21. århundrede for mig.

Jeg bliver aldrig den, der får den nyeste mobil eller anden tekniske dims. Jeg elsker at læse og skrive og forsøger ihærdigt at holde fast i øjeblikket, selv om mine tanker ofte tager lange ekspeditioner i fortid, fremtid og fantasien.

Guldstjerner til gule kommunemænd

HverdagenPosted by Louise Mon, February 20, 2012 17:20:09

Da jeg gik i skole, uddelte lærerne klistermærker i form af guldstjerner til de elever, der excellerede. Guldstjernerne var udmærkede motivation, og modtagerne strålede altid mere end, hvis de blot havde fået et skulderklap.

For tiden kan jeg høre mig selv på overdrevet over for Theodor, når han eksempelvis spiser. ”En stor mundfuld. Hvor er du dygtig, Theodor! Her er én til haps. Flot, min skat!” Hver eneste skefuld hirsegrød følges på vej af en opmuntrende bemærkning og ros.

Velfortjent anerkendelse og ros virker, over for såvel børn som voksne. Vi bryster os alle, når vi retsmæssigt for at vide, at vi er dygtige, gode, eller hvad, der rosen nu lyder på og forsøger at opnå samme anerkendelse igen.

På nuværende tidspunkt er Theodor glad for hver eneste bemærkning, men med tiden vil han erfare, at rosende ord fordamper hurtigere end tunge ord, og at skulderklap kun varmer et øjeblik.

Guldstjernerne derimod blev siddende i øverste hjørne på papiret eller på en tavle ved siden af ens navn.

Sidste mandag var jeg ude for en situation, hvor jeg gerne ville have uddelt 3 guldstjerner. Tidlig mandag morgen lå sneen i høje dynger i hele Nuuk efter en weekend med tæt sne, og det krævede absolut mere kraft bag barnevognen end normalt for at komme fremad. Da Theodor og jeg nåede vuggestuen var stien fra parkeringspladsen til døren fuldstændig væk. Tre af kommunens gule mænd var i gang med at skovle, og mange forældre med børn samt personale stod tålmodigt og ventede. Da døren kunne åbnes, ja så grelt var det, besteg vi ventende en efter en sne-bjerget for at komme ind. Og der stod jeg med Theodor i barnevognen. De tre gule mænd var hurtige; med friske morgensmil løftede de barnevognen over sne-bjerget og helt indenfor. De fortjener i hvert fald en guldstjerne hver. Uden guldstjerner må det blive ved taksigelser og smil.

Situationen tjener som en venlig erindring til mig selv om at huske at påskønne den venlighed og hjælp, jeg modtager – og huske at rose dem, der excellerer.

  • Comments(0)//louisesblog.amkaer.com/#post5