Louise's tanker

Louise's tanker

Louise

Jeg har stadig et ur med visere, så en blog er et stort skridt ind i det 21. århundrede for mig.

Jeg bliver aldrig den, der får den nyeste mobil eller anden tekniske dims. Jeg elsker at læse og skrive og forsøger ihærdigt at holde fast i øjeblikket, selv om mine tanker ofte tager lange ekspeditioner i fortid, fremtid og fantasien.

Hyggeligt med skavanker

HverdagenPosted by Louise Mon, January 23, 2012 15:01:11

Gamle huse har charme; jo ældre hus desto mere charme i denne her kantede forståelse af ordet charme: hyggeligt med visse skavanker. Nu er mit blå hus i Nuuk ikke flere hundrede år gammel; det er bygget i 1949, men charme, jf. definitionen ovenfor, har det i stor stil.

Her er smukt parketgulv i stue og spisestue, der knirker og giver sig, så håndtagene på et skab klemter og en flot karnap med en terrassedør, som ikke kan åbnes, når der ligger sne udenfor. Huset giver sig, så i en periode kunne jeg ikke lukke badeværelsesdøren, men det ordnede sig selv. Den slags små spidsfindigheder er jeg vant til.

2011 har dog været et anderledes år i det blå hus’ historie. En termografi undersøgelse viste, at huset var utæt, og kold luft brusede ind overalt. I sommeren gik tømmeren i gang med en udbedring, der indtil videre har taget 4 måneder, og som fortsætter næste sommer. Ved arbejdets slutning i efteråret var der en lille tagbrand. Det tog kun en tandbørstnings-tid fra jeg forlod køkkenet til jeg kom igen og fandt det røgfyldt.

Derefter var det en vandskade, der resulterede i huller i væggene flere steder og en ny varmebeholder. I dag er det dryp fra et varmerør, som smeden er i gang med at kigge på. Arbejdet slutter næppe her, og jeg er nu taknemmelig for, at jeg er lejer og ikke ejer.

Selv med husets skavanker og de næsten endeløse udbedringer, så er jeg nu glad for det blå hus. Det er mit hjem – et hyggeligt hjem, som danner rammen for både mit og Theodors liv.

  • Comments(1)//louisesblog.amkaer.com/#post2

At rejse med baby

Theodor og børnPosted by Louise Tue, January 17, 2012 14:28:04

Nu har jeg prøvet at rejse med en baby: Nuuk via Kangerlussuaq til Kastrup og videre til Tåsinge og retur igen. Første gang var da Theodor var ca. 4½ måned og anden gang da han var godt 6 måneder. Begge gange må siges at være vellykket. Ingen store forsinkelser og en meget tilfreds baby.

Da vi skulle fra Nuuk, var der den største kø ved check-in, jeg nogensinde har oplevet i Nuuk, men Theodor var tilfreds med at være på armen hos en bekendt. Om bord på Danmarksflyet lykkedes det mig endda at få puslet Theodor og selv ”risle” med Theodor i armene. (Beskrivelse af metoden kræver til et mere diskret forum. smiley) Jeg fik også lidt mad, selv om Theodor slet ikke sov på den 4 timers flyvetur – og den første cognac siden jeg blev gravid. Mmm!

Ved bagagebåndet i Kastrup mødte jeg nogle flinke politifolk, som var behjælpelig med at få min kuffert, Theodors kuffert, voksiposen, pusletasken og min taske på en bagagevogn, alt imens mine efterhånden rystende arme holdt Theodor, der føltes tungere og tungere i løbet af turen.

Min eneste fejl var, at jeg satte mig på forsædet i bilen og mormor på bagsædet sammen med Theodor, da vi skulle køre fra Kastrup til Tåsinge. Nej, hvor det trætte lille drengebarn græd!

På turen tilbage til Nuuk var Theodor igen en engel, selv om jeg vækkede ham kl. 3 om morgenen for at give ham hirsegrød, inden vi skulle køre. Denne gang havde jeg også mormor med, hvilket var en stor hjælp, selv om vi ikke sad sammen. Bare det at vide, at der var én, jeg kunne spørge om alt muligt, skulle der være behov for det. For eksempel da jeg bippede igennem security kontrollen. En security gut holdt Theodor, mens jeg blev klappet ned, og vi ventede på mormor, så hun kunne tage ham.

Om bord på Danmarksflyvet lavede en stewardesse en seng til Theodor med tæpper og puder, så han fik faktisk sovet en times tid. Og denne tur var nemmere, måske fordi både Theodor og jeg havde prøvet det før, men især fordi Theodor nu kunne lege, kigge ud af vinduet, sidde selv og så videre.

En pudsig situation i nanoq class den dag var dog Theodor, der sad i det brede sæde og følte sig rimelig sej, mens moderen sad på gulvet foran ham og forsøgte at fodre ham med økologisk orange stads.

En særlig shout-out bør gå til den taxi chauffør, som mormor shanghai’ede. Han var selv far til en 8 måneder gammel dreng og bar vores kufferter (nu: mormors kuffert, min kuffert, Theodors kuffert, voksipose, mormors rygsæk, pusletaske og min taske) helt op til døren, og min kollega, som havde skovlet sneen helt op til hoveddøren, så vi kunne komme ind. Tak!

Selv om det var rejser, som har taget flere dage at komme sig over. Nej, hvor var jeg træt – nok mere end Theodor, så giver det mod på at rejse igen. Bare ikke lige nu.

  • Comments(6)//louisesblog.amkaer.com/#post1

At vove en torsk

TanketorskPosted by Louise Mon, January 09, 2012 12:19:08

Et nyt år er begyndt. 2012 er overskriften på dette nystartede kapitel, som er mulighedernes land. Jeg vil slet ikke gisne om, hvad året vil bringe.

2011 havde sin larmende begyndelse i Nuuk, mens jeg lå i sengen med en alt for lang, alt for slem forkølelse og følte mig temmelig gravid. Jeg var lige oppe og se lidt fyrværkeri fra vinduet i biblioteket; så skulle jeg på hovedet i seng igen. I år var jeg sikker på, at nytårsfyrværkeriet ville vække min søn, Theodor og holde ham vågen; men jeg var den vågne, der febrilsk famlede med sutten, hvorimod Theodor vendte sig om på siden og sov videre.

Nytåret er en god anledning til at gøre status over livet. Hvor er jeg henne? Hvor vil jeg hen? Nyder jeg det sted, hvor jeg er nu? Derimod har nytårsforsætter indtil videre ikke været en succes for mig. Det er endnu kun lykkedes mig at gennemføre dem midlertidigt. Det sagt, har jeg mange drømme og ønsker, som jeg gerne vil føre ud i livet. Det behøver ikke være lige nu, og slet ikke blot fordi vi nu er begyndt på et nyt kalenderår, men stille og roligt, ét efter ét.

I 2011 fik jeg den største drøm opfyldt: jeg fik Theodor.

En anden af mine drømme er at skrive; derfor denne blog. Om der er publikum til det, jeg skriver, ved jeg ikke; det må tiden vise.

Min lærer i samfundsfag på Svendborg Gymnasium, Janni, lærte mig, at jeg måtte "vove en torsk", efter jeg gang på gang afleverede opgaver, hvor min konklusion lød noget i retning af, at jeg fandt den gyldne middelvej mest fordelagtig.

Denne blog er én af mine torsk. En tanketorsk, for det er min mening at nedfælde mine tanker om det, der optager mig i skrivende stund.

God fornøjelse!

  • Comments(2)//louisesblog.amkaer.com/#post0
« Previous