Louise's tanker

Louise's tanker

Louise

Jeg har stadig et ur med visere, så en blog er et stort skridt ind i det 21. århundrede for mig.

Jeg bliver aldrig den, der får den nyeste mobil eller anden tekniske dims. Jeg elsker at læse og skrive og forsøger ihærdigt at holde fast i øjeblikket, selv om mine tanker ofte tager lange ekspeditioner i fortid, fremtid og fantasien.

Shopping og træthed

HverdagenPosted by Louise Tue, April 24, 2012 15:22:12

Ud fra intensive empiriske undersøgelser er det nu muligt at bevise sammenhængen mellem shopping og træthed. De to følges ad hånd i hånd ad forunderlige veje, der efterlader indeståendet på min bankkonto lidt (eller meget) mindre.

I dag er det tøj og et enkelt par sko fra Boden (hjemmesiden www.boden.co.uk kan anbefales til de modige). Jeg købte endda en cardigan med vandfaldseffekt i gul. GUL! Billederne ser så dejlige og sommerlige ud, især når der stadig kommer et par snefnug dryssende derude i den grønlandske april. Jeg kom nødt til det.

Jeg er ikke shopaholic, men jeg er kommet nødt til det ind imellem. En Norlie-dragt til Theodor i grå med læderknapper. Den skal selvfølgelig håndvaskes. De lækre lakridser i Matas, når nu jeg alligevel er derinde for at hamstre junior panodil, gummedråber og saltvand.

Et sted jeg ikke slipper igennem uden at shoppe er Kastrup Lufthavn. Når jeg flyver til Grønland, er jeg der ved 7-tiden om morgenen. Jeg kan derfor bekræfte, at butikkerne åbner kl. 7. Uden at have fået morgenmad eller te (eller kaffe) endnu, tuller jeg omkring og får flere og flere poser at holde styr på. Sidst købte jeg både et Burberry sæt til Theodor (Ja, han vokser hele tiden og vil ikke kunne passe det særlig længe, men det var pænt – og jeg ved godt, det ikke var den smarteste idé.) og så mange bøger, at tolderen i Nuuk stoppede mig med tunge poser for at se, om der skulle være alkohol i dem.

Ind imellem er der selvfølgelig ups’ere, men i det store og hele er jeg faktisk heldig med mine træthedsindkøb. At skrive at jeg har talent for dem, er nok at strække det lidt. Og hvad så? Hvis det er de indkøb, der luner i den arktiske kulde og gør det lidt nemmere at holde sig oppe i hverdagen, er det så ikke ok?

  • Comments(0)//louisesblog.amkaer.com/#post7

Guldstjerner til gule kommunemænd

HverdagenPosted by Louise Mon, February 20, 2012 17:20:09

Da jeg gik i skole, uddelte lærerne klistermærker i form af guldstjerner til de elever, der excellerede. Guldstjernerne var udmærkede motivation, og modtagerne strålede altid mere end, hvis de blot havde fået et skulderklap.

For tiden kan jeg høre mig selv på overdrevet over for Theodor, når han eksempelvis spiser. ”En stor mundfuld. Hvor er du dygtig, Theodor! Her er én til haps. Flot, min skat!” Hver eneste skefuld hirsegrød følges på vej af en opmuntrende bemærkning og ros.

Velfortjent anerkendelse og ros virker, over for såvel børn som voksne. Vi bryster os alle, når vi retsmæssigt for at vide, at vi er dygtige, gode, eller hvad, der rosen nu lyder på og forsøger at opnå samme anerkendelse igen.

På nuværende tidspunkt er Theodor glad for hver eneste bemærkning, men med tiden vil han erfare, at rosende ord fordamper hurtigere end tunge ord, og at skulderklap kun varmer et øjeblik.

Guldstjernerne derimod blev siddende i øverste hjørne på papiret eller på en tavle ved siden af ens navn.

Sidste mandag var jeg ude for en situation, hvor jeg gerne ville have uddelt 3 guldstjerner. Tidlig mandag morgen lå sneen i høje dynger i hele Nuuk efter en weekend med tæt sne, og det krævede absolut mere kraft bag barnevognen end normalt for at komme fremad. Da Theodor og jeg nåede vuggestuen var stien fra parkeringspladsen til døren fuldstændig væk. Tre af kommunens gule mænd var i gang med at skovle, og mange forældre med børn samt personale stod tålmodigt og ventede. Da døren kunne åbnes, ja så grelt var det, besteg vi ventende en efter en sne-bjerget for at komme ind. Og der stod jeg med Theodor i barnevognen. De tre gule mænd var hurtige; med friske morgensmil løftede de barnevognen over sne-bjerget og helt indenfor. De fortjener i hvert fald en guldstjerne hver. Uden guldstjerner må det blive ved taksigelser og smil.

Situationen tjener som en venlig erindring til mig selv om at huske at påskønne den venlighed og hjælp, jeg modtager – og huske at rose dem, der excellerer.

  • Comments(0)//louisesblog.amkaer.com/#post5

4 erkendelser - tilbage på job

HverdagenPosted by Louise Fri, February 03, 2012 19:21:18

Først dag efter barsel og tilbage på arbejdet, jeg havde faktisk glædet mig, for jeg er én af dem, der vil det hele. Jeg vil have Theodor, som jeg elsker over alt på jorden og et job, jeg kan lide eller ligefrem noget, der kan kaldes en karriere.

Det er lidt som at begynde på et nyt job, at komme tilbage. Skrivebordet er tomt; arbejdsopgaver redefineres. Og så alligevel ikke: in-boxen er fyldt, og der er ikke megen ”velkommen til” eller introduktion over det.

Det er ikke kun mig, der begynder på noget helt nyt. Theodor skal begynde i vuggestue. Vi har selvfølgelig besøgt vuggestuen morgen, middag og aften, som anbefalet. Det var stadig lidt af et chok. Theodor nåede slet ikke at gennemskue, at jeg ville efterlade ham der første dag. Han så blot mistroisk på mig, da jeg gik ud af døren. Efterfølgende græd han og ville hverken spise eller sove. Min fornemmelse er, at både personalet i vuggestuen og Theodor var lidt lettede over, at Theodor fik øjenbetændelse og måtte hentes kl. 11 om formiddagen. Heldigvis var mormor på banen og klar til at passe, nusse, trøste og give øjendråber.

Så jeg kan tage anden og tredje dag efter barsel, mens en pjevset Theodor hygger med mormor, og jeg er kommet til følgende erkendelser:

1. Jeg har en Libero størrelse 4 ble i min Gucci taske, hvilket man jo altid kan få brug for.

2. Alt går ikke længere op i Theodor og andre spædbørn, som det gjorde, da jeg var på barsel og sås med andre mødre på barsel. Mine kolleger og min chef ønsker også at tale om andet.

3. De, der har billeder af deres børn på skrivebordet, har ikke bare et billede af deres børn på skrivebordet. Det lille smil, som skinner der, varmer helt ind i hjertet.

4. Der er nogle uregelmæssigheder med det der time/space continuum. Tiden bag skrivebordet snegler sig af sted, mens tiden hos Theodor flyver af sted. Han gør noget sjovt og/eller nyt, og jeg er der ikke.

Der vil højst sandsynligt komme flere erkendelser, og emnet er absolut ikke uddebatteret endnu, så fortsættelse følger.

  • Comments(0)//louisesblog.amkaer.com/#post4

En hulens masse boligmagasiner

HverdagenPosted by Louise Fri, January 27, 2012 20:16:29

Jeg er den lykkelige køber af de nyeste Alt for Damerne med tilhørende Interiør – åbenbart endnu et nyt magasin – og jeg undres. Dette og en hulens masse andre boligmagasiner kan fejes over én kam: boligmoden dikterer en moderne, enkel stil med blik for de kendte design klenodier (ægget og atter ægget), farverne hvid og grå, og rene linjer. Nu i den økonomiske krisetid er det også in at bo småt.

Okay da! Jeg vil gerne efterlyse lidt personlighed i disse moderne interiører. Hvor er det rædderlige arvestykke, som man ikke vil skille sig af med? Hvor er det møbel, som man bare måtte have, selv om det ikke passer ind? Hvor er familiebillederne og stakken af ikke-coffeetable-værdige blade og bøger? Hvor er rodet, der viser at der faktisk bor rigtige mennesker i interiøret?

Alt for tit ligner billederne salgsopstillinger. I ovenstående blad var der et billede af et børneværelse med pænt Ralph Lauren sengetøj. Ved siden af sengen stod et skateboard, så antydningen af børneværelse var der.

Jeg forestiller mig, at der bag fotografen er stabler af ting og sager, som ikke hører med i magasin-billedet – ting og sager, som hører med i et almindeligt hjem. Mon det er det, der sker, når fotografen kommer på besøg – så flytter ejerne af ”hjemmet” ud og efterlader et enkelt par grønne stiletter i entréen, der står dekorativt, som ejeren netop er trådt ud af dem, under en pæn, ryddet bænk.

Hvor er også de funktionelle løsninger i disse ”hjem”? Ikea-kasserne med huer og handsker, stik til elektriske apparater, alle regnskabspapirerne og så videre.

Sådan ser mit hjem ikke ud. Her er grimme, skæve, gamle og funktionelle ting og sager, som enten er praktiske eller har sentimental værdi. Bladbunken indeholder både blade med det ”rigtige” image og sladderblade. Der er en bunke af papirer, som jeg på et tidspunkt skal have sat i ringbind. Der står et grimt vækkeur på skænken, fordi jeg har brug for et ur dér.

Hjem kan sagtens være flotte, stemningsfulde, moderne, og/eller stilrene, men de er også hjem. Langt de fleste af os har ikke mulighed eller økonomi til at gennemrenovere en bolig og købe helt nyt interiør. Vi flytter ind i de givne rammer med de møbler, vi har med i bagagen og supplerer op med ønske-køb og praktiske løsninger. Nok især det sidste. Og det er netop dét, der gør et hjem til et sted at leve.

  • Comments(1)//louisesblog.amkaer.com/#post3

Hyggeligt med skavanker

HverdagenPosted by Louise Mon, January 23, 2012 15:01:11

Gamle huse har charme; jo ældre hus desto mere charme i denne her kantede forståelse af ordet charme: hyggeligt med visse skavanker. Nu er mit blå hus i Nuuk ikke flere hundrede år gammel; det er bygget i 1949, men charme, jf. definitionen ovenfor, har det i stor stil.

Her er smukt parketgulv i stue og spisestue, der knirker og giver sig, så håndtagene på et skab klemter og en flot karnap med en terrassedør, som ikke kan åbnes, når der ligger sne udenfor. Huset giver sig, så i en periode kunne jeg ikke lukke badeværelsesdøren, men det ordnede sig selv. Den slags små spidsfindigheder er jeg vant til.

2011 har dog været et anderledes år i det blå hus’ historie. En termografi undersøgelse viste, at huset var utæt, og kold luft brusede ind overalt. I sommeren gik tømmeren i gang med en udbedring, der indtil videre har taget 4 måneder, og som fortsætter næste sommer. Ved arbejdets slutning i efteråret var der en lille tagbrand. Det tog kun en tandbørstnings-tid fra jeg forlod køkkenet til jeg kom igen og fandt det røgfyldt.

Derefter var det en vandskade, der resulterede i huller i væggene flere steder og en ny varmebeholder. I dag er det dryp fra et varmerør, som smeden er i gang med at kigge på. Arbejdet slutter næppe her, og jeg er nu taknemmelig for, at jeg er lejer og ikke ejer.

Selv med husets skavanker og de næsten endeløse udbedringer, så er jeg nu glad for det blå hus. Det er mit hjem – et hyggeligt hjem, som danner rammen for både mit og Theodors liv.

  • Comments(1)//louisesblog.amkaer.com/#post2